WORDS ON TECHNIQUE
FARVERNE i mine værker er ikke mine. De er inden i…..
ADVARSEL: ”Nu bryder jeg ud i undervisning”…..
UNDERVISNING I. ”Dobbeltbrydning”
Det menneskelige øje og øre har nogle begrænsninger. I det store spektrum af bølger, stråler, lys, lyd, er der grænser. Vi ved, at der findes ultralyd, som ikke kan høres. Der findes stråler, vi ikke kan se: Røntgen-stråler, infrarøde-, uv-stråler (husk solcreme), radio og tv-stråler, bølger, osv. Selvom vi ikke kan se og høre al dette, eksisterer det.
Ind i mellem, ser vi pludseligt noget uventet: Nogle gange rammes regndråber højt oppe af en lysstråle, og en regnbue kommer frem. Regndråberne opfører sig som et prisme: lyset afbøjes og reflekteres så det spaltes ud i mange fantastiske farver: rød, orange, gul, grøn/turkis, blå/ indigo, violet. Det er for godt til at være sandt, så vi tror, at det er et varsel om en skjult skat lige der, hvor regnbuen ender.
Det er den samme spaltning, jeg bruger, når jeg ser på sandkornene i mit mikroskop. Nederst er der lys. Der er et ”spalte-filter” over samt under sandkornet. De to filtre polarisations-filtre, som nogen kender fra lidt dyre solbriller; filtret kan fjerne generende skin fra vandflader, glas og veje.
Farverne der kommer frem, findes inde i sandkornene, i krystallerne, i de små stumper støv. Hvis jeg drejer et af filtrene en smule, kommer der andre farver frem. Det er næsten samme følelse som når man drejer et af barndommens kalejdoskoper. Denne teknik kalder jeg for dobbeltbrydning. Teknikken anvendes på alle mine værker. Fænomenet hedder “Birefringence”, på fysiksproget.
UNDERVISNING II. ”Stacking”
For kunne se farverne tydeligt, skal der være en vis dybde i billedet. Derfor laves en stor stak (20-200 styk) af det samme billede med stigende dybdeskarphed. Alle disse billeder samles til ét billede, som nu er næsten 3-dimensionalt, 3D. Denne teknik kaldes ”stacking” Denne teknik giver en større generel skarphed. Derfor kan det enkelte sandkorn forstørres. Forstørrelser på 1.5 x 1.5 meter er skarpe og tydelige.
Altså:
INGEN farver tilsat. Det er sand-krystallernes iboende farver.
INGEN AI. Ingen tilsætning, manipulation.