Trine Ross er magister i kunsthistorie, kunstanmelder- og skribent ved Politiken, foredragsholder, forfatter og (kunst)debattør. Hun er overmåde flittig og kan ofte ses / læses / høres i eksempevis DR (bl.a. kunstquiz) Politiken, Kulturnyt P1 / DR. Hendes hjemmeside kan anbefales, Hun er vidende og skarp, absolut med kant.
Læs hendes bidrag til dialogen om kunst og videnskab her:
Af Trine 02/07/2018 https://www.trineross.com/kunst-videnskab/
Ofte betragtes kunst og videnskab som noget nær absolutte modsætninger, både når det handler om det færdige resultat og hvordan, man er kommet frem til det. Videnskab forventes at være stringent, baseret på målbarhed og uden slinger i valsen, mens kunst skal være alt det modsatte: uforudsigelig, kreativ og nyskabende.
Men måske er forskellen slet ikke så stor, som de fleste forestiller sig. Forskeren skal jo, i alle tilfælde hvis vedkommende bedriver grundforskning, også tænker særdeles kreativt, søge svar og opstille spørgsmål, som det ikke altid lykkes at besvare. Og den gode kunstner tumler ikke bare ureflekteret af sted, men afsøger målbevidst nye udtryk og retninger for sin kunst, også selvom nogle af disse uværgerligt vil vise sig at ende blindt.
Både videnskabsfolk og kunstnere står således konstant overfor den udfordring, det er, at betræde nye veje. Og risikoen for at fejle. Men, som Asger Jorn sagde, “hvis man ikke går til yderligheder, er der igen grund til at gå”, hvilket er lige sandt for (grund)forskeren og kunstneren.
Jorn drømte desuden om at revolutionere kunstnerens rolle i samfundet. Han var ikke tilfreds med den romantiske idé om kunstneren som en sær og overfølsom ener, henvist til samfundsstrukturens periferi. I stedet ville han som kunstner gå i aktiv dialog med videnskaben og dens udøvere, ikke mindst fordi han forestillede sig, at kunstneren havde noget vigtigt at tilbyde. I Jorns egen levetid, hvilket vil sige årene fra 1914 til 1973, fik hans ellers ihærdige forsøg på sådanne samarbejder aldrig den helt store gennemslagskraft. Men i dag ses stadig flere tegn på, at tiderne skifter, også på dette område.
[Ross’ skriver videre ind i anmeldelsen af en konkret udstilling, fra 2018:]
Blandt dem, der arbejder på sagen, er Wellcome Collection i London, der som sit formål har at øge interessen, og forståelsen, for sammenhænge mellem videnskab, medicin og kunst. I ryggen har man Wellcome Trust, grundlagt af farmaceuten Sir Henry Solomon Wellcome (1853-1936), der tjente en formue på at introducere medicin i pilleform.
Lige nu præsenteres her fire tværfaglige samarbejder mellem kunstnere og videnskabsfolk, og det falder præcis så forskelligartet ud, som man kunne forvente. Bedst lykkes det hele for Martina Amati, der på egen krop undersøger, hvordan man kan træne sig til at dykke uden iltmaske, når nu åndedrættet er så grundlæggende en (overlevelses)refleks.
Finten synes at være simpelthen at give slip. At lade sig falde. At være i kroppen, men uden at trække vejret, som den beder om. Det lyder på én gang meget let og meget kompliceret, hvilket jeg også vil gå ud fra, at det er.
Amati har fyldt sin del af udstillingen med mørklagte rum, hvor projektioner af fridykkere, der som ukønnede havfruer glider graciøst gennem vandet, fylder samtlige vægflader. Åndeløst er ordet, både til at beskrive skønheden under havoverfladen og den tilstand, man som beskuer sættes i rent fysisk, fordi man bliver sig så bevidst om hvert eneste, luksuriøse åndedrag, man selv fylder lungerne med, mens dykkerne holder vejret.
Selve installationen kan godt minde om amerikanske Bill Violas videoinstallation ‘Five Angels for the Millennium’, der kan opleves blandt andet i kælderen under ARoS (se mit interview med Viola ved at klikke her …). Men hvor Viola ophæver tiden, sætter Amati den netop i centrum. For man tæller med, holder vejret, puster ud og ånder ind, mens man regner på, hvornår dykkerne lider overlast eller ligefrem dør af iltmangel.
Man er som besøgende ikke alene om disse udregninger, for Amati har samarbejdet med Kevin Fong fra Centre for Altitude, Space and Extreme Environment Medicine. Hvordan de hver især har bidraget til projektet kan man orientere sig om, ved at tage plads under en transparent kuppel, der samler lyde fra de filmede interview så præcist, at andre gæster kan gå lige forbi, uden at blive forstyrret.
Der skal dog mere en snedige formidlingsteknikker til at redde det mindst vellykkede af de fire samarbejder, nemlig John Walters ellers sympatiske forsøg på at kortlægge HIV-smittens konsekvenser og udbredelse. Walter er blevet grundigt opdateret om alt det nyeste på området af Alison Rodger, der forsker i infektionssygdomme og HIV på University College London, men hendes input drukner i computermanipulationer der, som udstillingssalene selv, er lidt for labyrintiske.
